
Med en akademiuddannelse kan du blive it programmør, projektleder eller noget helt andet (Foto: campusaccess.com)
Hvad indeholder ordet karriere egentlig?
Karriere ligger måske lidt uldent i munden på nogen, for hvad ligger der egentlig i ordet karriere? De første billeder, man får i hovedet, er for mange noget med jakkesæt, dollartegn og lange dage ved et skrivebord på et kontor fuld af ringbind.
Men i begrebet karriere forstås også uddannelse og arbejdsliv. Alle på arbejdsmarkedet har en karriere, selv om de måske ikke betragter sig selv som et karrieremenneske. Desuden kan man i sin fritid have en karriere inden for sport eller musik.
Én ting er at have en karriere nu og her, en anden ting er at have lyst til at kravle længere på karrierestigen – opnå noget mere, realisere sig selv. For at gøre det muligt, er det centralt at være bevidst om, præcis hvad man har af kompetencer og personlige kvalifikationer samt at vide, hvor man egentlig gerne vil hen med sit arbejdsliv. Er det en højre stilling, der trækker, er det mere ansvar, flere penge eller flere udfordringer. Alt det bliver meget lettere med, hvis man gennemgår de tre trin, som er nævnt herunder. Trin 1 hedder: Hvad kan du? Trin 2 hedder: Hvad vil du? Trin 3: Hvor er der brug for dine kompetencer?
Trin 1: Hvad kan du?
Du har sikkert et bredt repertoire af værktøjer og kompetencer med i bagagen, som du har samlet gennem livet. Men det er ikke nok at have en masse gode kvaliteter. Det er også vigtigt at være bevidst om, præcis hvordan du har tilegnet dig dem, og hvad de kan bruges til. Og ikke mindst skal du være i stand til at forklare andre om dine styrker. Det kan være svært at vide, hvad det egentlig er, du er god til, og hvad der gør dig unik. Du kan hjælpe dig selv ved at ramme dine kompetencer ind ved at tænke på nogle succesoplevelser, du har haft i dit arbejdsliv indtil videre. Tænk på noget, hvor du har gennemført noget svært og kommet ud stærkere på den anden side. Hvad var det for nogle værktøjer, du brugte for at klare udfordringen? Skriv det ned så detaljeret som muligt, så du ikke glemmer noget, og tænk grundigt efter, hvor du måske adskiller sig fra andre.
Hvis det er svært at komme i gang, så tænk på, hvilke erfaringer du har. Hvad har du egentlig oplevet? Tænk på opgaver, stort som småt, som du har løst med succes. Et eksempel kan være, at du på eget initiativ fik en teambuildingdag op at stå for alle medarbejder på dit arbejde. Det krævede måske meget tid og engagement at planlægge det hele, og udfordringen vidner om, at du er vedholdende, og når du sætter dig noget i hovedet, så gennemfører du det.
Det kan også sagtens være noget, du har oplevet i din fritid, der viser, at du kan noget særligt. Måske træner du en flok teenagere i fodbold, og det kræver virkelig sin mand/kvinde at holde styr på sådan en flok. Måske er det netop det, der understreger, at du er fantastisk til at have mange bolde i luften.
Du kan også tage udgangspunkt i noget helt konkret, fx hvad du bedrog med i tidligere stillinger. Hvad stod du for? Blev du valgt til at gøre noget særligt? Tog du selv initiativ på nogle områder og tog et ansvar?
Eksempler på andres svar:
”Jeg har af flere omgange planlagt en række projektforløb for mine kolleger. Jeg er meget struktureret, hvilket er meget brugbart, når jeg fungerer som projektleder i forskellige sammenhænge.”
”Min evne til at skabe tillidsfulde relationer mellem medarbejdere både internt og eksternt, gør, at jeg ofte er den, der løser konflikter, når noget er gået skævt.”
I trin 1 skal du også gøre op med, hvad du kan tilbyde fremadrettet. Hvad er det for nogle tendenser i samfundet, der gør, at der er brug for en som dig. Hvad har du lært og læst, og hvad har du taget med, som du kan bruge i fremtiden? Måske ved du fra tidligere stillinger, at du klart er en ledertype, der med dit kæmpe engagement formår at motivere medarbejdere og kolleger i enhver sammenhæng, så alle gruppens og firmaets kompetencer bliver udnyttet og kommer fuldt ud til sin ret.
Du kan starte med først at skrive nogle få ord ned om, hvad der gør dig glad på arbejdet. Derefter er det måske lettere at komme med konkrete eksempler.
Trin 2: Hvad vil du?
Se tilbage på arbejdsdage, som står helt tydelige for dig, fordi de har været virkelig gode. Hvilke dage er du kørt glad hjem fra arbejde og følt et enormt overskud? Hvornår har du bare tænkt; YES! Hvad er det for nogle morgener, hvor du springer ud af sengen fuld af forventninger og ikke kan vente med at komme på arbejde? Du skal i punkt to finde ud af, hvad det er der gør, at du trives og er lykkelig. Du kan også finde ud af, hvad der er vigtigt for dig på dig arbejde? Er det arbejdstiden, lønnen, kollegerne eller noget helt fjerde.
Trin to skal give dig en forståelse for, hvad der skal karakterisere dine arbejdsopgaver. Er det en høj grad af selvstændighed, der gør dig glad? Eller er det en rigtig god chef, der giver der store udfordringer og har masser af tillid til dig i det daglige? Dit arbejde og din karriere er en stor del af dit liv, og derfor skal jobbet være noget, der gør dig glad. Prøv at skrive tre bud ned på, hvilke opgaver på dit nuværende arbejder, der giver din hverdag indhold og som et halv til et helt år frem fortsat vil motivere dig.
Nogle eksempler kunne være:
”Jeg bliver glad, når netop mine kompetencer kan bruges til at løse opgaverne på arbejdet. Og desuden at jeg får den fornødne tid til at løse udfordringerne. ”
”Når jeg arbejder sammen med min kolleger og oplever, at vi bliver klogere sammen – samtidig med at vi har det sjovt, så man ikke tænker over, at det er et arbejde”
Din rolle
Hvis du overvejer at søge ny job, så har du samtidig chancen for at skifte rolle. Du husker måske dig selv som en meget stille person i folkeskolen. I gymnasiet blomstrede du op, og fandt ud af, at du faktisk havde ordet i din magt, og gennem arbejdslivet er du også kommet frem til, at din humor har hjulpet dig igennem nogle komplekse situationer. Hver eneste gang du træder ind i et nyt rum med nye mennesker, så har du en chance for at være en ny udgave af dig selv. Og sådan er det også, når du starter på et nyt job. Måske vil du fra nu af hellere være leder end en af dem, der får stukket noget i hånden, som skal laves på lederens henvisning. Måske har du en udvikler, en igangsætter eller en iværksætter gemt i maven, som skal ud før eller siden.
Eksempler på roller:
”Jeg trives bedst med at have lederrollen. Jeg er ikke god til, at andre fortæller mig, hvad jeg skal gøre.”
”Jeg elsker at inspirere andre, fx ved at dele ud af min vide eller løse andres problemer for dem, eller hjælpe dem til selv at finde en løsning på udfordringen.
Trin 3: hvor er der brug for dine kompetencer
Har du udset dig en stilling på en bestemt arbejdsplads, så find ud af hvad virksomhedens overordnede formål er, og hvordan du kan bidrage dertil. Tag først og fremmest udgangspunkt i din viden om virksomheden og dens visioner, missioner og strategi. På hvilken måde kan du supplere med relevante kompetencer til virksomhedens overordnede mål?
Eksempler på sammenhænge mellem dit nuværende job og virksomheden overordnede mål:
”På min nuværende arbejdsplads er det overordnede mål at fremstille et produkt, der har den rette kvalitet, pris og brand. Jeg sikrer, at vores omkostninger holdes nede, så vi fortsat kan være konkurrencedygtige.”
”Den væsentligste opgave i organisationen er at stå for faglig rådgivning og sørge for at kunderne er tilfredse. Jeg bidrager med min specialiserede viden om arbejdsret.”
Læs mere om hvor du kan uddanne dig til leder.